Bowling

Vi tilbyder både en forårs- (start januar) og en efterårsturnering (start august). Begge løber over 14 uger hvor man spiller hver anden uge dvs. 7 gange i alt. Bowlingen afvikles som en turnering og alle kan være med!

Deltagere

Alle, uanset bowlingevner, kan deltage. Der er mange firmahold der spiller med i turneringen, hvor det bruges til at styrke det sociale sammenhold på arbejdspladsen, men også venner, naboer og mange andre sammensætninger ses. Det primære for LOFI er det sociale samvær.
Man skal være 2 eller 3 personer på et hold plus evt. reserver, man skal bare nå at spille 3 runder på en time. Det er ikke muligt at nå, hvis der er flere deltagere på holdet. Man må gerne deltage på flere hold under turneringen, dog kan man kun deltage på et hold i den samme pulje.

Turneringsforløb

Turneringen er delt op i puljer med 8 hold i hver. Disse hold spiller på alle baner og imod alle hold i puljen, på den måde at man hver aften er i kamp om 6 point imod et af de andre hold, hvor man spiller 3 runder med mulighed for 2 point i hver runde.
Der spilles med tildelt handicap, så også de mindre gode spillere, uden problemer kan spille i samme pulje som de bedre. Det foregår på den måde at efter 1. spilleaften bliver man tildelt ekstra kegler med tilbagevirkende kraft. Disse bliver løbende reguleret fremover og de bliver lagt oven i de kegler som man vælter. Dette gør at alle har mulighed for at vinde!

Ved tilmelding er der er mulighed for at ønske hvornår man gerne vil spille, vi prøver så at opfylde dette. Vi spiller:

Tirsdage 19.00 – 20.00 & 20.00 – 21.00
Onsdage 19.00 – 20.00 & 20.00 – 21.00

Afslutningsturnering

Sæsonen slutter med en afslutningsturnering hvor der spilles ”9-pins” med ”rød kegle” dvs. at hvis man vælter 9 kegler registreres det som om at alle kegler er væltet og hvis der står en rød kegle i front udløser det sammen med at alle10 kegler bliver væltet en belønning til alle på holdet, hvis man kun vælter 9 kegler får man selv en belønning.

Dagen slutter med at der bliver overrakt pokaler til sæsonens puljevindere, samt at der bliver uddelt pokaler til dagens vindere, alt i alt en rigtig hyggelig dag hvor alle spiller imod alle.